Om IndreRo.dk

Publiceret af den 27 jun 2007 | i

Tag med på opdagelse i nuet

Sitet her har jeg dedikeret til at handle om nuet og nærvær. I korte træk handler det om, hvordan indre ro kan opstå, når blot nuet får plads i kroppen, sindet og følelserne.

Og så handler det om min personlige udvikling gennem aha-oplevelser. Hvordan nye perspektiver beriger og kan ændre verden omkring os. Hvordan eks. en konflikt kan bruges positivt og nedbryde fordomme og barrier. Og hvordan dét at træde ud af den tillærte rolle jeg har øvet mig på et helt liv kan være både skræmmende og en kilde til ufattelig personlig rigdom.

Hvem er forfatteren?

Jeg hedder Egil Rausner og blogger her på sitet. En stærk trang til at dele mine oplevelser er vel den nærmeste grund til, at jeg  skriver om selvudvikling og alle de spændende veje til selvindsigt min nysgerrighed har ført mig til indtil videre. Perspektiverne jeg tager, sker med baggrund i coaching-uddannelser fra Manning Inspire og Thinkaboutit. Og dertil værktøjer, indsigter og tanker dels fra nettet og egne oplevelser i nuet.

Meget af det jeg siger og skriver er stærkt inspireret af Zen og Enneagrammet. Min indstilling er, at jeg altid kan arbejde med mig selv til mig eget og andres bedste. Min grundholdning er, at man må tage ansvar og se ind for at se ud,  for at se verden med andre briller. Og når man kan dét, mener jeg at rigtigt mange misforståelser, konflikter, forskelsbehandlinger og bedrevidende holdninger bliver mere eller mindre ligegyldige og opløser sig selv.

Jeg forsøger ikke:

  • At hævde min mening er bedre eller mere fornuftig
  • At gøre andre til grin
  • At viderebringe løgne

Jeg ønsker at opnå:

  • At dét jeg siger og gør er til gavn for andre
  • At inspirere til handling
  • At bidrage med viden og betragtninger om selvudvikling

Så, det er…

Alt i alt handler det sådan set om at blive inspireret til positiv forandring.

Kommentarer lukket til Om IndreRo.dk

Kommentarer er lukket indtil videre.