Huskefigen fra en appelsin

Publiceret af den 04 mar 2010 | i Holdninger

Jeg sidder i Tyrkiet nær Alanya og tænker over en oplevelse fra vandreturen her for et par dage siden. En oplevelse, som gav fornyet indsigt i hvor nemt jeg har ved er at glemme mig selv i min indre dialog med bedømmelser, bebrejdelser og tvivl. Også selvom jeg i nuet gør det bedst tænkelige. Det starter på vej ned fra ruinerne af Syedra, en by af græsk og romersk oprindelse, som jeg ved et tilfælde opdagede på jagt efter et godt sted at meditere.

Konen med appelsinen, Syedra, Alanya, Tyrkiet - 1/3 2010

På vejen ned fra ruinerne og flere timers inspirerende udforskning af stedet, møder jeg på vejen en kvinde med et brændeknippe. Middagssolen er begyndt at få overtaget og brænder godt igennem, selvom det stadig er vinter på denne tid af året.  Hun er som taget ud af traditionel Tyrkisk befolkning med tørklæde, sort t-shirt og blomstrede bukser i mørkt rødt og sort mønster og har sat sig i skyggen for at spise en appelsin.

Hun ser ikke ud til at have for mange penge, men er ellers nydeligt klædt. Jeg smiler høfligt og når at gå et par skridt forbi før hun kommer i tanker om at hun, som de fleste andre tyrkere her på egnen, måske kan sælge mig noget. Hun rejser sig, siger noget på tyrkisk jeg ikke forstår og roder rundt i sin slidte taske. Ud trækker hun: En appelsin. Hvad andet kan man sælge, når éns hus lige i nærheden mangler et par vinduer og taget på stalden er lavet af blikplader holdt fast med store sten.

Med det samme rækker jeg i brystlommen og fisker en mønt frem. Jeg tror det er en lire hun får, jeg ser ikke efter. Hun rækker hånden frem og tager imod. Hun smiler ikke bredt, så jeg tænker straks, hun måske havde tænkt sig mere. En blandet følelse af dårlig samvittighed og medfølelse begynder at tage form i mig. Jeg giver hende en mønt mere og spørger, om jeg må tage et billede. Hun kan ikke engelsk, og jeg kan ikke tyrkisk, men det går da med tegn og fagter. Hun nikker. Jeg tager et billede, og takker. Med appelsinen i hånden går jeg videre ned. Og så er det, at tankerne kort efter vælter op med en snert af selvbebrejdelse.

Hvad nu hvis jeg gav for lidt? Hvad nu hvis jeg gav for meget? Hvor meget er egentlig sådan et par mønter for hende? Kan hun overhovedet købe noget brugbart for det jeg gav? Skulle jeg have vidst hvad en appelsin koster? Hvad hvis jeg havde givet hende alle de penge jeg havde med? Hvorfor bad hun ikke bare om penge? Det virker til sidst helt absurt, men der går adskillige minutter før jeg når at tage mig selv i at køre rundt i min egen historie, helt uden for hendes virkelighed, som jeg så tit har gjort. Og da det går op for mig er jeg ved at flække af grin. Mine historier om hende ligger sikkert langt fra virkeligheden.

Der skal så lidt til, for at jeg glemmer at være nærværende. En uvant situation, fremmede omgivelser og en appelsin, og jeg glemmer med det samme, at det eneste jeg kan gøre er at være med dét, der sker. Og være i det øjeblik det sker. Resten er blot min forestilling om hvordan det kunne have været, hvad jeg burde gøre eller hvad der kunne have være det bedste. Jeg sukker og ser mig tilbage, men hun er ikke at se længere. Jeg kan ikke lade være med at smile. En lille tak og en stille bøn om det bedste går i retningen af damen med appelsinen. Tak fordi jeg kom i tanker om dét der er i nuet – igen og igen.

Links: Syedra.

skriv kommentar

Trackback URI | Kommentarer på RSS

Besvar

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.