Angst for nuet, hvad nu?

Publiceret af den 17 jan 2008 | i Holdninger

Jeg tror der findes en angst for nuet. Det ser i hvert fald ud til, at det er tilfældet hos mig selv. Jeg deler her nogle tanker jeg har gjort mig omkring nuet og at være angst for at opleve det. Det bliver lidt filosofisk, men jeg håber du får lige så meget ud af det, som jeg har fået.

En ting, der for nylig er gået op for mig, men som egentlig har været der hele tiden uden ord, er at der findes to nu’er: Det lille og det store. Det lille nu er dér hvor jeg ikke hænger fast i fortiden og er ubekymret om fremtiden. Det er dér jeg skaber nærvær, ro og balance. Jeg kan trække vejret frit og slappe af. Stressfrit. Det kan bruges til en masse. Blandt andet kan jeg tage følelsen med mig videre i det daglige og i det hele taget opleve at være tættere på både mig selv og andre. Det er det samme som en god gang meditation eller en tæt bevidsthed.

Og så er der det store nu. Efter at have været et stykke tid i det lille nu, kan det ske at jeg opdager noget meget, meget vigtigt. Jeg får en lektie, en oplysning eller hvad man nu kalder det. Jeg opdager noget om mig selv eller ser en sammenhæng jeg aldrig havde tænkt på før. Det kan være, at livet åbner sig som dét, der virkelig er. Og det er nu, det begynder at bliver spændende. For, når nu livet åbenbarer sig bid for bid for mig, og det store nu, hvor alting hænger endeløst sammen, bliver en del af min bevidsthed, har jeg lagt mærke til et skift.

For det første bliver følelser, og det gælder praktisk taget hele spektret, langt mere nærværende. Jeg har meget nemmere ved at føle mig selv fuldt ud. Og samtidig opleve og være til stede og se hvordan de glider frem og tilbage. Lidt som bølger. Sådan dejligt poetisk uden at det kammer over i det sukkersøde. Følelserne er bare, ligesom jeg er der. Og det fortsætter ud over meditation eller oplevelsen. Det kommer med ind i det daglige.

For det andet sker der nogle gange det, at jeg simpelthen føler, at jeg i næste øjeblik bliver sprængt af nuet. Af den kæmpestore følelse af taknemmelighed, der skylder over mig. Af eksistens eller hvad det nu er. Af oplysning tror jeg nogle siger. Samtidig skærer en stor smerte gennem både min krop og sjæl, og jeg kan mærke en angst for at nærme mig nuet igen. Og det er vel at mærke ikke det lille nu, som jeg har det godt i – bekymringsfri og let. Det er derimod den her oplevelse af at være både i begyndelsen og enden af noget større end mig selv, eller som jeg kalder det “at se hvordan dét (nu, mig selv, andre, ting omkring mig, tanker osv.) hænger sammen”. Jeg tror de, der har oplevet det vil være enig i, at ord mere eller mindre ikke kan beskrive det hele eller helt korrekt.

Jeg spurgte for nogle måneder sider Russ Hudson, forfatteren til bogen “Wisdom of The Enneagram”, hvorfor det somme tider gør ondt at opleve verden som den er, for det er måske hvad jeg har med at gøre her. Jeg aner ikke hvad andre ser eller oplever, men jeg føler stor smerte med at opleve dét jeg her har beskrevet. Dog samtidig med en stor glæde. Mr. Hudsons svar var efter en kort tænkepause, at som buddha vist udtrykte det, så er oplysning smerte. At se livet, det hele, sammenhængen, godt og ondt, og forstå bare en brøkdel af meningen eller mangel på samme, dét er at opleve denne smerte, som jeg bedst kan beskrive med at være “universet i et fingerbøl”.

Det er denne smerte og den efterfølgende tunghed, der giver mig en form for angst for nuet. Den holder mig tilbage, så jeg ikke bare går videre og er endnu mere til stede i nuet. For vejen til oplysning er åbenbart besat med torne og rifter. Men det er måske blot som det skal være, og jeg er måske på rette vej. Hvem ved.

Så, når nu det nu engang måske bare er sådan, så er mit næste skridt eller måske største udfordring indtil nu, at finde en måde at være til stede både i nuet og i det daglige, så ikke jeg bliver overrumplet eller kvalt i oplevelsen. Så jeg på sin vis lærer at håndtere eller måske mere præcist kan rumme dét som nu engang er – uden at have den her angst for at vende tilbage.

Jeg håber det lykkes. For jeg er på sin vis glad for også at opleve det store nu. Det giver mig trods alt nogle forståelser på et plan jeg ikke ville have fået ved blot at tænke mig til det. Der er god grund til at gå videre.

Hvis du nu sidder og enten har oplevet det samme, eller ved hvad det er jeg taler om. Hvis du endda har lært at håndtere det, så giv mig gerne en besked.

Jeg håber generelt, at også du har fået ét eller andet ud af denne lille monolog.

Vi blogges ved.

skriv kommentar

Trackback URI | Kommentarer på RSS

Besvar

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.