Arkiv for kategorien 'Holdninger'

Angst for nuet, hvad nu?

Publiceret af den 17 jan 2008 | i Holdninger

Jeg tror der findes en angst for nuet. Det ser i hvert fald ud til, at det er tilfældet hos mig selv. Jeg deler her nogle tanker jeg har gjort mig omkring nuet og at være angst for at opleve det. Det bliver lidt filosofisk, men jeg håber du får lige så meget ud af det, som jeg har fået.

En ting, der for nylig er gået op for mig, men som egentlig har været der hele tiden uden ord, er at der findes to nu’er: Det lille og det store. Det lille nu er dér hvor jeg ikke hænger fast i fortiden og er ubekymret om fremtiden. Det er dér jeg skaber nærvær, ro og balance. Jeg kan trække vejret frit og slappe af. Stressfrit. Det kan bruges til en masse. Blandt andet kan jeg tage følelsen med mig videre i det daglige og i det hele taget opleve at være tættere på både mig selv og andre. Det er det samme som en god gang meditation eller en tæt bevidsthed.

Og så er der det store nu. Efter at have været et stykke tid i det lille nu, kan det ske at jeg opdager noget meget, meget vigtigt. Jeg får en lektie, en oplysning eller hvad man nu kalder det. Jeg opdager noget om mig selv eller ser en sammenhæng jeg aldrig havde tænkt på før. Det kan være, at livet åbner sig som dét, der virkelig er. Og det er nu, det begynder at bliver spændende. For, når nu livet åbenbarer sig bid for bid for mig, og det store nu, hvor alting hænger endeløst sammen, bliver en del af min bevidsthed, har jeg lagt mærke til et skift.

For det første bliver følelser, og det gælder praktisk taget hele spektret, langt mere nærværende. Jeg har meget nemmere ved at føle mig selv fuldt ud. Og samtidig opleve og være til stede og se hvordan de glider frem og tilbage. Lidt som bølger. Sådan dejligt poetisk uden at det kammer over i det sukkersøde. Følelserne er bare, ligesom jeg er der. Og det fortsætter ud over meditation eller oplevelsen. Det kommer med ind i det daglige.

For det andet sker der nogle gange det, at jeg simpelthen føler, at jeg i næste øjeblik bliver sprængt af nuet. Af den kæmpestore følelse af taknemmelighed, der skylder over mig. Af eksistens eller hvad det nu er. Af oplysning tror jeg nogle siger. Samtidig skærer en stor smerte gennem både min krop og sjæl, og jeg kan mærke en angst for at nærme mig nuet igen. Og det er vel at mærke ikke det lille nu, som jeg har det godt i – bekymringsfri og let. Det er derimod den her oplevelse af at være både i begyndelsen og enden af noget større end mig selv, eller som jeg kalder det “at se hvordan dét (nu, mig selv, andre, ting omkring mig, tanker osv.) hænger sammen”. Jeg tror de, der har oplevet det vil være enig i, at ord mere eller mindre ikke kan beskrive det hele eller helt korrekt.

Jeg spurgte for nogle måneder sider Russ Hudson, forfatteren til bogen “Wisdom of The Enneagram”, hvorfor det somme tider gør ondt at opleve verden som den er, for det er måske hvad jeg har med at gøre her. Jeg aner ikke hvad andre ser eller oplever, men jeg føler stor smerte med at opleve dét jeg her har beskrevet. Dog samtidig med en stor glæde. Mr. Hudsons svar var efter en kort tænkepause, at som buddha vist udtrykte det, så er oplysning smerte. At se livet, det hele, sammenhængen, godt og ondt, og forstå bare en brøkdel af meningen eller mangel på samme, dét er at opleve denne smerte, som jeg bedst kan beskrive med at være “universet i et fingerbøl”.

Det er denne smerte og den efterfølgende tunghed, der giver mig en form for angst for nuet. Den holder mig tilbage, så jeg ikke bare går videre og er endnu mere til stede i nuet. For vejen til oplysning er åbenbart besat med torne og rifter. Men det er måske blot som det skal være, og jeg er måske på rette vej. Hvem ved.

Så, når nu det nu engang måske bare er sådan, så er mit næste skridt eller måske største udfordring indtil nu, at finde en måde at være til stede både i nuet og i det daglige, så ikke jeg bliver overrumplet eller kvalt i oplevelsen. Så jeg på sin vis lærer at håndtere eller måske mere præcist kan rumme dét som nu engang er – uden at have den her angst for at vende tilbage.

Jeg håber det lykkes. For jeg er på sin vis glad for også at opleve det store nu. Det giver mig trods alt nogle forståelser på et plan jeg ikke ville have fået ved blot at tænke mig til det. Der er god grund til at gå videre.

Hvis du nu sidder og enten har oplevet det samme, eller ved hvad det er jeg taler om. Hvis du endda har lært at håndtere det, så giv mig gerne en besked.

Jeg håber generelt, at også du har fået ét eller andet ud af denne lille monolog.

Vi blogges ved.

skriv kommentar

Nærvær eller mangel på samme

Publiceret af den 05 dec 2007 | i Holdninger

Jeg løber tit, men ikke lige for tiden. Her for nogle dage siden kom jeg ud for hvad jeg vil kalde en velfortjent huske-figen.

Her i Sønderby, hvor jeg løber jævnligt, er der meget mørkt om vinteren. Og i kanten af vejene har bønderne pløjet asfalt og vejkant op til store huller. Det betyder, at jeg skal være ekstra opmærksom på ikke at træde i et hul og skvatte. Men det er lettere sagt end gjort. Jeg har trådt ned i et hul og vrikket anklen om i 90 grader indad. Og det gør ondt, hvis der skulle herske tvivl om dét.

Så nu sidder jeg og reflekterer lidt. Egentlig er jeg heldig. For mit tab af nærvær kostede mig “kun” en gevaldigt forstuvet ankel, som nu er hævet og blålig. Jeg vælger at bruge det som en “reminder” om hvor vigtigt det er at udvise nærvær og være til stede i det jeg gør nu og her. Eks. i dét at løbe. Som Gurdjief også belærte, så er det et eller andet sted den eneste og største opgave vi som mennesker står overfor.

Konsekvensen af at miste fokus og lade tankerne vandre og være alle andre steder end dér hvor de gør mest gav (i nuet), kan være fatal. Men for mig var det i denne omgang kun en godt forvredet ankel, der kom ud af det.

Så kære ven, hvor tit mister vi som mennesker fokus? Hvad koster det egentlig at være fraværende i det daglige?

Husk på hvor meget mere vi som mennesker får ud af at være til stede i nuet, og hold dig fra de dér huller i vejkanten. Det skal jeg i hvert fald nok selv huske på fra nu af.

:)

skriv kommentar

Selvudvikling er en rejse

Publiceret af den 27 okt 2007 | i Holdninger

Efter en del år med min egen selvudvikling, må jeg konstatere to ting:

  • Selvudvikling er en rejse, som er frugtbar omend lang eller kan være det.
  • Arbejdet med os selv er en af de vigtigste, hvis ikke den vigtigste, opgave vi som mennesker står over for.

Den holdning vil jeg gerne uddybe og dele med dig her…

Den rejse jeg har begivet mig ud på har ført gennem to coaching-uddannelser og en del litteratur. Mange vise ord har fæstet sig på min nethinder og givet grobund for nye tanker og handlinger. Rejsen har ført mig gennem et arbejde med mig selv, hvor lag på lag er faldet af min forestilling om dels hvad selvudvikling egentlig er, og dels hvorfor det er vigtigt at arbejde med sig selv.

Til at starte med troede jeg , at jeg var på en mission. En vigtig opgave, som jeg bestred og ville gennemføre: Nemlig at formidle et forvirret budskab om at der var én vej, den rigtige vej, til en form for frelst og højere formål med livet. En egocentrisk holdning har jeg senere erfaret…

Nu er det gået op for mig, at selvudvikling og dét arbejde jeg udfører med mig selv, ikke har til formål at frelse eller påvirke andre til at gøre det samme. Men i stedet, at jeg ved at indgå i det fællesskab, der omgiver os i det splitsekund af en evighed min egen eksistens varer, og at indgå på nogle præmisser, hvor jeg ved at arbejde med mine egne mønste i det daglige, kan være både mig selv og andre til gavn. Eller måske blot i det mindste mig selv og derpå andre bekendt.

Den rejse viser sig at være længere end jeg først antog. Men jeg mener også der er håb forude. Både for mig og for ligesindede, som begiver sig ud på lignende opdagelser. Det er muligt at arbejde med sig selv, så værdier som ydmyghed, bamhjertighed, glæde og fred bliver en helt naturlig del af både mit sind og handlinger. Ikke dermed være sagt, at det ikke har været mig muligt at praktisere handlinger, som er tilskyndet af disse værdier. Men efterhånden som facetter af disse værdier åbenbares gennem helt praktisk arbejde og nærvær, har den overstrømmende glæde, som det medfører, givet mig langt større forståelse for, at vi som udgangspunkt befinder os i en situation, hvor vi er underlagt mønstre, biologi, kultur og vigtigst af alt en selvopfattelse, som decideret blokerer og modarbejder netop de medmenneskelige værdier.

Jeg er ikke fortaler for total underkastelse og selvopofrelse for at kommende generationer kan leve et måske mere lykkeligt og mere forståeligt liv end vi gør nu og her. Men det er tæt på. Jeg mener det er vigtigt for os og for den situation vores omverden står overfor, at vi sætter fokus på at arbejde med opbyggelse af forståelse, accept og tillid til vores medmennesker.

Det er efter min mening vores ansvar nu og her at tage udfordringen op og ransage os selv overfor de opgaver vi som mennesker naturligt er sat overfor i denne tid. Jeg mener at vi bør løfte barrieren lidt højere til mere end blot på sidelinjen at opfordre til medmenneskelighed. Det starter lige foran dig. Lige nu og her, hvor du har chancen for at opleve dine egne tanker, mønstre og følelser som et bidrag til en ny og bedre struktur. Kald det endelige produkt et bedre samfund, bedre levevilkår, en ny verden eller hvad der nu er vigtigt for dig. Det essentielle mener jeg er, at vi deltager aktivt og er nærværende i arbejdet med os selv.

skriv kommentar

Tak til Thinkaboutit

Publiceret af den 17 sep 2007 | i Holdninger

Efter at være landet igen oven på tre dage i selskab med Russ Hudson, føler jeg en stærk trang til at sende en tak til Thinkaboutit. En oplevelse i størrelse med den vi havde her i weekenden er for mig svær at udtrykke med ord. Det eneste der kommer til mig nu er “Tak!”.

Alle jer hos Thinkaboutit gør et stort stykke arbejde for os enneagram-interesserede. Workshoppen med Russ Hudson er en af de ting I skal have den største tak for at gøre mulig. Jeres evner til at skabe rammerne og indholdet får mig til at føle som en del af en stor familie med plads til mange flere. Netop den fælles oplevelse, der er så vigtig for integrationen af enneagrammet, forstår I at fremdyrke og kultivere.

 Mine tanker og bedste ønsker går til Flemming Christensen, der ikke kunne være med os denne gang. God bedring Flemming!

skriv kommentar

« Forrige