Velkommen til IndreRo.dk

ProfileOm nærvær, nuet og selvudvikling på den afslappede måde - af Egil Rausner. Læs mere om sitet på siden om IndreRo.dk.






5 nemme måder at undgå indre ro

Publiceret af den 18 mar 2010 | i Holdninger

Undgå overraskelser og få uro i dag

Indre ro er en tilstand du ikke behøver at havne i. Der er en håndfuld nemme tips du kan gøre allerede i dag, for at undgå den overraskelse at stå midt i “orkanens øje” med ro og overblik. Det handler primært om, at tage skeen i den anden hånd og gøre en aktiv indsats. Hold fokus på følgende fem guldkorn i det daglige.

1. Vær ligeglad

Vær bekymret

God uro giver hovedpine. Jo mere hovedpine, jo mere uro.

Lad være med at tro på noget som helst og særligt at tingene kan blive bedre. Og specielt ikke på, at en indsats, stor som lille, kan føre til bedre resultater. Start med at sætte et eksempel ved at være rigtigt irriterende og djævelens advokat uden grund på arbejdet. Vær på tværs uden at have et mål og vær ligeglad med konsekvenserne. Det giver en spirende uro og på sigt ukontrolleret kaos omkring dig.

2. Læg hjernen derhjemme

Sørg for at have så lidt til at stimulere dig såvel intellektuelt, følelsesmæssigt og fysisk som muligt. Det er klart det nemmeste at lægge hjernen af derhjemme og tage på arbejde, eller hvor du nu går hen, uden at gide at tænde for lyset på førstesalen. Snigende men hurtigt bliver din tilstand ugidelig, og det vil hjælpe dig med at opnå en uro over manglende mening med tilværelsen eller god klassisk skyldfølelse over mindreværd.

3. Giv den gas som en gal

Sørg for altid at have mindst ti vigtige projekter igang – samtidig – og brug 24 timer i døgnet på at tænke over nye projekter, finde på nye produkter og finde på måder til at komme i mål med alle projekterne på én gang, hurtigt og gerne i går. Det gør ikke noget, at du springer over hvor gærdet er lavest, bare du går efter målet. Glem høflighed og almindelig skik og moral, det er for vattede og småfedtede .

4. Brænd penge af

Der er næsten ikke noget bedre middel til at stresse hele apparatet, kroppen og sindet, end at sørge for at bringe de tre basale fundamenter for det daglige liv i fare: Hjem, familie og arbejde. Sørg for at bruge rigtigt mange penge, så du er nødt til at arbejde meget hårdt for at kunne følge med. Det sætter en kædereaktion af lavt selvværd i gang og du vil snart opnå at skabe splid i familien og gøre hjemme-basen utryg. Hvis du rammer rigtigt, så vil du ryge ud i misbrug, og den nedadgående uro-spiral kan derefter holde sig selv ved lige – helt uden dig.

5. Vær bekymret

Du kan til enhver tid opnå den klart bedste uro ved at være bekymret. Sørg for at bekymre dig om ting, du ikke kan gøre noget ved, og ikke kan komme til at ændre. Der er nok at tage fat på: Kan dine kolleger lide dig i morgen? Taber du din mobil i toilettet? Vil du beholde dit job måneden ud? Får du snart stjålet din pung? Det er de små ting der tæller i store mængder. Sørg for, at de helt små ting bliver lige så vigtige og afgørende for din opretholdelse af livet, så der ikke er forskel på bekymringer for liv og død kontra ting, som har meget lille risiko for at ske.

Det er dit liv

Jeg håber disse fem gode råd giver dig noget at tænke over og noget konkret at arbejde med, så du kan lægge dit liv om til en meget mere urolig, stresset og nervøs omgang uro.

Og skulle du alligevel komme til at meditere, slappe af, finde fordybelse og opnå indre ro, så er det i hvert fald ikke min skyld. Men du er velkommen til at bede om flere råd.

God fornøjelse.

– Egil Rausner

skriv kommentar

Huskefigen fra en appelsin

Publiceret af den 04 mar 2010 | i Holdninger

Jeg sidder i Tyrkiet nær Alanya og tænker over en oplevelse fra vandreturen her for et par dage siden. En oplevelse, som gav fornyet indsigt i hvor nemt jeg har ved er at glemme mig selv i min indre dialog med bedømmelser, bebrejdelser og tvivl. Også selvom jeg i nuet gør det bedst tænkelige. Det starter på vej ned fra ruinerne af Syedra, en by af græsk og romersk oprindelse, som jeg ved et tilfælde opdagede på jagt efter et godt sted at meditere.

Konen med appelsinen, Syedra, Alanya, Tyrkiet - 1/3 2010

På vejen ned fra ruinerne og flere timers inspirerende udforskning af stedet, møder jeg på vejen en kvinde med et brændeknippe. Middagssolen er begyndt at få overtaget og brænder godt igennem, selvom det stadig er vinter på denne tid af året.  Hun er som taget ud af traditionel Tyrkisk befolkning med tørklæde, sort t-shirt og blomstrede bukser i mørkt rødt og sort mønster og har sat sig i skyggen for at spise en appelsin.

Hun ser ikke ud til at have for mange penge, men er ellers nydeligt klædt. Jeg smiler høfligt og når at gå et par skridt forbi før hun kommer i tanker om at hun, som de fleste andre tyrkere her på egnen, måske kan sælge mig noget. Hun rejser sig, siger noget på tyrkisk jeg ikke forstår og roder rundt i sin slidte taske. Ud trækker hun: En appelsin. Hvad andet kan man sælge, når éns hus lige i nærheden mangler et par vinduer og taget på stalden er lavet af blikplader holdt fast med store sten.

Med det samme rækker jeg i brystlommen og fisker en mønt frem. Jeg tror det er en lire hun får, jeg ser ikke efter. Hun rækker hånden frem og tager imod. Hun smiler ikke bredt, så jeg tænker straks, hun måske havde tænkt sig mere. En blandet følelse af dårlig samvittighed og medfølelse begynder at tage form i mig. Jeg giver hende en mønt mere og spørger, om jeg må tage et billede. Hun kan ikke engelsk, og jeg kan ikke tyrkisk, men det går da med tegn og fagter. Hun nikker. Jeg tager et billede, og takker. Med appelsinen i hånden går jeg videre ned. Og så er det, at tankerne kort efter vælter op med en snert af selvbebrejdelse.

Hvad nu hvis jeg gav for lidt? Hvad nu hvis jeg gav for meget? Hvor meget er egentlig sådan et par mønter for hende? Kan hun overhovedet købe noget brugbart for det jeg gav? Skulle jeg have vidst hvad en appelsin koster? Hvad hvis jeg havde givet hende alle de penge jeg havde med? Hvorfor bad hun ikke bare om penge? Det virker til sidst helt absurt, men der går adskillige minutter før jeg når at tage mig selv i at køre rundt i min egen historie, helt uden for hendes virkelighed, som jeg så tit har gjort. Og da det går op for mig er jeg ved at flække af grin. Mine historier om hende ligger sikkert langt fra virkeligheden.

Der skal så lidt til, for at jeg glemmer at være nærværende. En uvant situation, fremmede omgivelser og en appelsin, og jeg glemmer med det samme, at det eneste jeg kan gøre er at være med dét, der sker. Og være i det øjeblik det sker. Resten er blot min forestilling om hvordan det kunne have været, hvad jeg burde gøre eller hvad der kunne have være det bedste. Jeg sukker og ser mig tilbage, men hun er ikke at se længere. Jeg kan ikke lade være med at smile. En lille tak og en stille bøn om det bedste går i retningen af damen med appelsinen. Tak fordi jeg kom i tanker om dét der er i nuet – igen og igen.

Links: Syedra.

skriv kommentar

Just Be One – en mission er blevet virkelig i 2009

Publiceret af den 01 jan 2010 | i Holdninger

I september 2009 startede Alex Haurand og jeg et hold op på Center for Yoga og Meditation med fokus på indre ro, meditation, personlig udvikling og “den indre alkymi”. Vi baserede undervisningen på enneagrammet, zen og eksistentiel filosofi kombineret med øvelser i indre ro. Den måde at blande tingene har vist sig at være en kæmpe fordel og stor succes.

Vi kaldte kurset, eller træningen som det nok nærmere er, for “Just Be One” med tanke på at samle det moderne fragmenterede menneske gennem øvelse og fokuseret udvikling.

Vi har her op til nytår gjort status og lagt en overordnet plan for 2010. Med den tilslutning vi har set indtil nu, så vil kurset fortsætte og vi forventer klart at holdet vokser til næsten det dobbelte på kort tid.

Programmet for 2010 fortsætter med meditation, selv-udfordrende spørgsmål og masser af indre ro til at håndtere den travle hverdag. Men ikke kun overskud til at håndtere udfordringerne i det daglige står på vores ønskeliste for gevinster. Målet er, at den indsigt deltagerne har fået, og som nye deltagere opnår, vil blive båret ud i verden omkring os og påvirke både familier, venskaber, samfundet og generelt relationer mennesker i mellem til at stige til en grad, hvor konflikter opløses inden de opstår, hvor det enkelte menneske er mere end sig selv og hvor hensyntagen til både den planet vi nu engang er fælles om at bo på, og til det fællesskab, som eksisterer på tværs af nationaliteter, racer og andre ego-skabte konstruktioner om ikke andet bliver styrket ved vores deltagelse i verden hver i sær med fornyet engagement, ro og indsigt. Forhåbentlig vil det starte en stille revolution og være med til at tippe verden til et bare en lille smule, bare et milligram bedre sted at være. Til alles gavn.

Vi glæder os meget til at se hvad der sker i løbet af året. Vi arbejder intenst på at gøre kurset tilgængelig ikke bare for deltagerne, som fysisk møder op hver anden lørdag, men også for resten af landet, i første omgang på dansk, med videoer og selvstudie-materiale.

Og så er det på plads at rette en stor tak til deltagerne! For uden jer var det ikke muligt i fællesskab at bidrage med denne kanal for ældgammel, men alligevel så enkel og effektiv visdom.

Se med på http://justbeone.dk.

Vi ses i 2010.

skriv kommentar

Hvis virkeligheden er for stor

Publiceret af den 01 jan 2010 | i Holdninger

Jeg skrev for lige knapt to år siden om angst for nuet. En hel del vand er løbet under broen siden, og her kommer et par kommentarer, hvis du oplever eller kommer til at opleve noget af det samme.

En grundregel for følelser er, at kroppen lærer at håndtere dem helt af sig selv. Så hvor ironisk eller banalt det end lyder, så løste mit problem sig helt af sig selv. Over et halvt års tid ændrede den overvældende følelse sig til en glæde og taknemmelighed, som min krop i forvejen kender. Det føles lidt som om, følelsen nu er integreret og jeg kan nærmest ikke tænke mig at leve uden. Så, dér blev jeg mindet om en grundregel, som forvirringen over at blive overvældet helt fik overskygget: Følelser håndteres over tid helt af sig selv, når man giver plads til dem. Altså når man går ind i dem, lader dem være her og lader kroppen, sindet, tankerne og systemet falde på plads af sig selv. Hvor er det vidunderligt og finurligt den måde mennesket fungerer på.

skriv kommentar

Lektier over det hele

Publiceret af den 12 aug 2009 | i Holdninger

Når jeg går gennem en dag, reflekterer over hvad der er sket, og når jeg ser på hvad jeg har gjort og hvordan jeg har gjort det, så ser jeg en lektie i næsten alt. Det kan være lige fra en simpel ting som at huske jordforbindelsen i en konfrontation, møde andre i åbenhed, være ærlig, huske på hvor små vi er og en milliard forskellige små ting. Alle mulige små og store ting i al udmyghed.

Hvis du har det som jeg, så kunne du sikkert også let blive overvældet, og somme tider bliver jeg da også helt forpustet af tanken om alle de ting jeg burde gøre og de ting jeg bliver ved at gøre på samme fatsvage måde. Men som Alan Watts sagde “the point of life is always arrived at in the immediate moment”. Hvis jeg husker på dét, så bliver hver en lektie til en gave i nuet. En mulighed for at gå på opdagelse i det her liv, som er så spændende og fyldt med både små og store udfordringer.

Nogle lektier har jeg været gennem tusinde gange, andre får jeg først øjnene op for efterhånden som jeg bliver ældre, får mere erfaring og forstår tingene på en ny måde. Og nogle igen har jeg været igennem på mere eller mindre glædelig vis, har forstået pointen af og kan blot holde in mente som en huskeseddel. Men fælles for dem alle er dén her følelse af, at det er en gave.
Det fede ved at opdage alle de her lektier konstant er for mig, at det bliver en konstant udvikling. En dans om man vil, en glidende bevægelse, som afslører nye dybder og facetter af noget jeg troede var fasttømret. Altså mig selv. At jeg selv var en konstant størrelse hvorom universet bevæger sig. Sådan er det slet ikke.  Det gode er, at det “ikke er skeen der bøjer, men mig selv”, som drengen siger til Neo hos Oraklet i “The Matrix”. Altså at det er mig, der gennem hele livet ændrer mig. Og forhåbentlig til det bedre :). Det er hele pointen, at der ikke er en pointe, men at det er en evig dans med livet og de aha-oplevelser det giver.

Det er super livgivende for mig at opdage lektierne eller få de her oplevelser af ny indsigt. Når jeg så bare giver mig tiden til at se dem. Men det er en anden snak. Her vil jeg blot dele med dig, den fantastiske oplevelse jeg synes det er, at gå gennem en dag og konstant blive holdt i live af nye opdagelser. Jeg håber du har det på samme måde eller måske bare har lyst til at opleve det samme.

skriv kommentar

Næste »